Indlæg

Julesmåkager

Julen nærmer sig og jeg bager altid de her velsmagende kryddersmåkager lavet på hasselnødder. Det er den nemmeste opskrift og de er derfor meget hurtige at lave, hvis lækkersulten skulle gå hen og melde sig.

I juletiden får vi som regel mere sødt end andre tidspunkter på året. Så hvorfor ikke skifte nogle af kagerne ud med kager, som er lavet af naturens superfoods, som har mange sundhedsfremmende egenskaber.

Disse kryddersmåkager er lavet på hasselnødder, som er spækket med sundt fedt, protein, fibre, vitaminer og mineraler. Nødder er samtidig med til at stabilisere blodsukkeret, og giver en god mæthedsfornemmelse.  

Du skal bruge:

Opskrift

16 stk.

  • 200 g økologiske hasselnødder
  • 1 æg
  • 15 g kokossukker eller rørsukker
  • 1 tsk kanel
  • 1/2 tsk allehånde
  • 1/2 tsk. stødte nelliker
  • 100 g mørk chokolade 80% kakao

 

Sådan gør du:

Start med at riste hasselnødderne i ovnen og afskal dem derefter ved at køre dem imellem hænderne eller i et viskestykke.

Spred nødderne ud på et stykke bagepapir og sæt pladen ind midt i ovnen. Ovnen skal stå på 160g og nødderne skal bage i ca. 10 min. Men sørg for at holde øje med dem så de ikke bliver brændte. 

Æg og sukker piskes sammen.

Hak nødderne, forholdsvis fint og rør dem ned i æggemassen og tilsæt til sidst krydderierne.

Form derefter kryddersmåkagerne i den størrelse du ønsker kryddersmåkagerne skal være. Læg dem på et stykke bagepapir og bag dem i ovnen ved 160g i ca. 15 min.

Når kryddersmåkagerne er afkølet, pyntes med smeltet chokolade.

Nødder er en sund snack, spis gerne 10 gram om dagen.